5 hurtige med Özlem

i-GQZWN5S-L

Her er 5 hurtige spørgsmål og svar fra mit telefon-interview med Özlem Cekic.

Da jeg selv var aktiv i min lokalkreds fik jeg nok af lokalpolitik og fik ligesom Özlem behov for en pause. Da jeg ringede til Özlem for at tale med hende om hendes pause fra politik, kunne jeg høre lyden af bilmotoren gennem hendes headset.

1. Hvilket spørgsmål undrer du dig mest over, at du aldrig er blevet stillet?

Efter at have tænkt længe over det, siger Özlem at hun ikke synes at der er nogle spørgsmål hun ikke er blevet stillet.

2. Hvor langt tid gik der inden, du havde vænnet dig til, at du ikke skulle sidde i folketinget mere?

Der gik lige et par måneder, faktisk, før jeg kunne komme videre i dagligdagen. Det var underligt, ikke at være på Christiansborg mere. I starten følte jeg mig lidt som en narkoman, der skulle på afvænning. Jeg stod stadigvæk tidligt op om morgenen for at læse dagens aviser, for at holde mig opdateret. Men idag er i fuld gang med at skrive to børnebøger, skrive klummer for politikken og ekstra bladet. Derudover er jeg i gang med at opstarte mit eget konsulent firma. Så jeg formår at holde mig i gang. 

3. Er du stadigvæk aktiv i vores fælles parti? (SF) Eller har du droppet dansk politik fuldstændig?

Man kan også lave politik, selvom man ikke er i folketinget. Jeg er meget aktiv i samfundsdebatten. Og jeg går til lidt SF møder. Men jeg tror måske at jeg har lidt behov for at trække vejret efter valget. Så jeg nyder at have lidt frihed fra politik.

3. Har SF’s krise påvirket dig personligt – på hvilken måde?

Altså, partiet tabte jo ni mandatter til valget. Jeg fik næstflest stemmer i alt i SF, men røg ud pga. de ni tabte mandatter. Det påvirker mig i den grad, da partiet har en meget lav tilslutning. Jeg mener, at politikkerne skal have mod til at mene noget. Måske de kunne markere sig mere på værdipolitikken. Og de kunne være mere fremme i skoene når det gælder fordelingsdebatten. Jeg har dog ikke overvejet at melde mig ud. Enten eller mener jeg. Jeg shopper ikke rundt mellem partier. 

4. Har du et bud på, hvordan handicappolitikken bliver i fremtiden? Det har jo før været din hjertesag, da du sad i folketinget?

For mig er det rigtig vigtigt, at mennesker bliver behandlet ligeværdigt. Og det betyder helt konkret, at den hjælp mennesker skal have, ikke skal svækkes på grund af en tom statskasse. Derudover mener jeg at det er meget vigtigt at der er selvbestemmelse. Forstå mig ret – at handicappede skal have mere plads til selv at bestemme, uden at skulle bindes op på de meget stramme budgetter. 

5. Hvordan tackler du og din familie, at du er en kendt person?

For det meste er det ikke et problem. Jeg har dog tilhold fra personer, som enten har chikaneret eller truet mig. Jeg har også en hemmelig adresse. Men demokratiet har sin pris. Og den pris vil jeg gerne betale – jeg mener at demokratiet er meget vigtigt.

Interviewet sluttede, da Özlem parkerede sin bil.

Kate fra Soul Shine.

SoulbilledeJeg blev mødt af Kate i baggården med porten ud til Gravene. Allerede i porten bliver man mødt af vintagetøj. Man kommer til at tænke på, hvad der sker, derinde i baggården. Hun sad og drak te udenfor butikken, da jeg kom. Hun spurgte, om vi skulle sidde ude eller inde. Jeg sagde, at vi godt kunne sidde ude blandt de farvestrålende kjoler, som hang på muren bag os. Hun elsker selv, at sidde ude i gården.

Kate fortæller, at hun kan lide at sælge vintagetøj som socialøkonomisk virksomhed, fordi det på en gang hjælper folk og er miljørigtigt. qua hendes baggrund som designer, er det også nemt for hende, at sælge vintagetøj.

Hun fortæller, at Soul Shine, udover vintagebutik og cafe (Soul Kitchen) er ved at snige en lille helsekostbutik ind mellem vintagetøj og cafe.

Når hun går på pension om 8 år, vil hun blandt andet skrive en politisk bog om hendes forhold til det offentlige system som socialøkonomisk-entrepaneur og de vanskeligheder hun har mødt i den forbindelse.

Hvilket spørgsmål undrer du dig over, at du aldrig er blevet spurgt om?

Det er et lidt svært spørgsmål for mig. For når man driver Soul Shine, så bliver man lidt selvstændig. Men det der kommer til mig, når du spørger mig på den måde er; hvorfor er der aldrig nogen, der er kommet ind af døren og har sagt: “Er der noget vi kan hjælpe dig med, der kan støtte op omkring dine projekter”. Ja, det tror jeg faktisk er mit svar til det spørgsmål. Hvis jeg lige skal uddybe, er det jo fordi, der er brug for støtte og hjælp til lige netop den gruppe af mennesker, som vi beskæftiger os med: stress, depression og mindreværd. I den forbindelse savner jeg lydhørhed. (fra Århus kommune.red.)…Det er egentligt ikke noget, jeg har tænkt på, før jeg svarer dig på dit spørgsmål. Det var et godt spørgsmål – det satte gang i nogle refleksioner. 

Hvorfor sagde du farvel til din karriere for Bestseller?

Det er ca. 20 år siden, jeg forlod designerverdenen. Jeg begyndte at arbejde med min kreativitet og mit design-fundament. I Assens Kommune blev jeg projektleder for et aktiveringsprojekt. Jeg begyndte at arbejde socialt og tage stilling til de sociale-problematikker, inden jeg begyndte at arbejde med secondhand. Og så har jeg haft en lang karrierer, hvor jeg var projektleder og projektchef, helt op til 2011 hvor jeg selv sagde mit job som projektchef op, fordi den virksomhed jeg var ansat i skummede fløden, og tog rigtigt mange millioner ud af firmaet. Dette følte jeg var krænkende, at en socialt-engageret virksomhed kunne finde på det?! Det var startskudet til min karriere som social-entrepeneur.

Hvor mange ansatte har du?

Der er 23 personer tilknyttet Soul Shine. På nuværende tidspunkt har jeg ca. 8-9 stykker, som er ansatte. Nogle er ansatte på særlige vilkår, og nogle er ansatte på ordinære vilkår. Resten er frivillige. Det primære formål vi har, er at vi laver ansættelser på de folk, som har brug for det, og som yder det de kan, uden at blive marginaliserede.

Hvordan er det at arbejde sammen med det offentlige, når man har en social økonomisk virksomhed som din?

Det er jo meget specielt med Århus Kommune. Nu har jeg arbejdet sammen med Århus Kommune i fire år, og det er ikke lykkedes mig endnu, at få et sammenarbejde op og stå.Folk der har været hernede i praktik og som har fortsat som frivillige, dem får jeg ikke nogen penge for. Det synes jeg er underligt, for det løser en opgave som kommunen ellers skulle have løst. Jeg synes det er underligt, at kommunen argumenterer med overfor Soul Shine, at de har rigeligt med samarbejdspartnere. 

 

Du har aldrig tænkt på at sy noget af dit tøj om? 

Så skal jeg så afsløre, at jeg har et projekt, der hedder Soul Redesign. Som er et helt nyt koncept, hvor vi redesigner, altså syer tingene om. Målgruppen vil være andengenerations grønlændere i Århus. Vi har søgt fonde, og samarbejdspartnere i Århus Kommune og vi fået samarbejdspartnere ved VIA-University. Igen strander den ved Århus Kommune, som slet ikke vil gå ind i projektet. Projektet er midlertidigt på standby, da jeg ikke har mulighed for selv at financiere det. Jeg søger med lys og lygte for på at finde nogen der vil fundraise projektet.

Hvordan går det med dine Afrika projekter?

Både og, vil jeg sige. Vi udvikler det dernede. Vi har fået en butik mere dernede og vi har en konsulent dernede. Men det går ikke helt som jeg planlægger det, og slet ikke i det tempo jeg planlægger det. Jeg var nede og besøge projekterne i juni måned, sammen med en af mine sønner. Det var meget spændende. Til forskel for Århus, så er vi jo inde på ministerplan der. Jeg tog til Afrika på en direkte skriftlig invitation fra udenrigsministeren i landet. Det er jo sjovt og spændende, at få lov til at drøfte drømme og fremtidsmuligheder, udvikling og projekter på så højt et plan. Men hvad det bliver til, det må tiden jo vise. Det er jo en process…Men man kan måske gøre en forskel. Og det synes jeg at vi allerede gør.

IMG_1318
Læderjakken jeg har på, er købt i Soul Shine

Hvordan får du dit familieliv til at hænge sammen?

Jeg er mor til 5 børn. Mine yngste børn er jo 13 og 17 så de er jo ikke små længere. Dels er de igang med at frigøre sig fra deres forældre, dels så engagerer de sig. Deres mor har jo et fedt sted, hvor det er fedt at tjene lidt lommepenge. Så giver man jo et nap med. Som iværksætter inddrager man jo familien. Jeg tror ikke man kan være social iværksætter, uden at familien støtter op om det. Det er i blodet. Det er jo ikke noget man kan holde fri fra kl. fire. Du ser behovene når du ligger på stranden, eller går og handler privat et eller andet sted.

Du må jo også have et behov for at trække stikket ud engang imellem?

Ja altså, for det første så er jeg nok ikke så god til det. Og for det andet så tror jeg, jeg har en følelse i kroppen, af at jeg skal nå noget fordi jeg har så relativ en høj alder ift et arbejdsmarkedsliv.

Du har høje ambitioner?

Ja, og det er jo en drivkraft. Jeg er ikke i tvivl om, at min egen drøm bliver realiseret. At om 6 år så kan jeg give mig hen til at slappe af og nyde det jeg har været med til. Og nyde at se det sker. Det jeg gør når jeg skal slappe af, det er at lave ingenting. Det er at sidde og kigge og tænke. Jeg elsker fx. at rejse i storbyerne. Bare Sidde på en bænk og glo i timevis. Men jeg har jo rejst meget som designer, så jeg har heller ikke den store udlængsel. Jeg har mere en længsel efter at få lov til at være, og læse en god bog. Og så har jeg sådan en længsel efter at det fungerer.. og at alle har det godt omkring mig, som min familie. Men at slappe af. Det tror jeg sgu ikke man kan få en ildsjæl til. Jeg slapper jo af nu fx. fordi der kom en ind af porten og spurgte til mig. Og det er jo dejligt, at man kan få lov til at reflektere lidt her i baggården. Jeg elsker det her sted.

Jeg kunne forstå at du også er konsulent?

For 4 år siden lavede jeg det firma der hedder Live Vision. Det er et aps-firma som tilbyder sig som anden-aktører til kommunerne, for at lave det her sociale stykke arbejde. Og det var tanken, at Live Vision skulle det i Soul Shine her. Men fordi kommunen ikke vil samarbejde om det, så har jeg været nødt til at gå til andre kommuner. Og et af de steder jeg har samarbejdet godt med, er Vejle kommune. Så Soul Shine er nu i Vejle med et kæmpe projekt. Vi har næsten 50 borgere tilknyttet vores projekt. Vejle kommune betaler for det. Vi arbejder meget med kognitiv terapi, mindfullness, massage, kranio sakral behandling og sådan nogle ting. Vi har rigtig gode resultater med det der nede. Det er min drøm at det også er det vi kommer til at gøre her. Så Live Vision er moderprojektet og så er Soul Shine udsprunget deraf… Men planen er at få det til at fungere godt i Vejle kommune, og så gå ud og sælge konceptet i andre kommuner.

Ang. arbejdskraft i Soul Shine

Hvis man fik penge for det sociale arbejde man lavede, så ville man jo normalt have en kompetenceperson / fagperson som står overfor det her – og den fagperson det er jo mig nu. Så har jeg sagt til de personer som kommer herned i praktik, at de kan jo være hernede i praktik. Når man så bliver ansat hernede i flexjob fx. er man jo en arbejdskraft på lige fod med mig. Så er man beskyttet i sin tid og sine behov. Dem der driver det her nu, når jeg ikke er her – det er dem der er ansat i flexjob. Det at give dem det ansvar er jo fantastisk, og de løfter opgaven til topkarakter…. man skal jo udvikle kompetencerne og dem er der jo i os alle. Det er det der sker nede i Soul Shine. Når du bliver ansat hernede eller kommer i praktik, så bliver du ikke fortalt hvad du skal gøre. Du bliver spurgt: hvad kan du gøre hernede, tænker du? Så tager vi udgangspunkt i de resourcer du har. Og når nr. 16 kommer og spørger, om at lave det samme, siger vi at der er fyldt op der. Men at vi mangler en i caféen fx. Det skal jo drives som en forretning, for det er det jo. Det er en forretning, ikke et værested. 

Går det godt som forretning?

Ja, det er opadgående. Man kan sige at der er udviklingsmuligheder og potentiale. Det går langsomt. Der er næsten sådan lidt African time her i baggården. Men der er et kæmpe kundegrundlag, der ikke er støvet op endnu. Vi oplever hver eneste dag, at folk kommer og siger: Gud vi vidste slet ikke at der lå sådan en butik her! Det ser jeg som udviklingsmuligheder. Vi gør også meget ud af at lave det sådan lidt unikt ift andre vintage butikker. Nu har vi fx. lige i fredags fået tøj – et halvt ton, hvor det ene stykke er mere fedt end det andet.

Hvor får I tøj fra?

Vi gør meget i at købe det i Holland. Vi har nyt tøj hver dag, som vi tager op fra kælderen. Og det er min fornemmelse, at vi er attraktive fordi vi har et stort udvalg. Så kan man diskutere prisen. Der er nogle der siger at priserne er lidt dyre her. Det ved jeg ikke om jeg synes. Men jeg mener, at man bliver nødt til at have med, at det her er originalt vintage tøj. Når man fx. køber en firsertrøje hernede, så er den fra 80´erne. Og så har man også støttet et godt projekt. Jeg tænker, at måden man bedst kan bygge det her op på, er at folk som handler hernede, som er tilfredse med det fortæller det videre Jeg har på den måde regnet med en del tid til at bygge det op. 

Men det er ikke dig selv som er rundt og finde tøj?

– Nej, jeg har nogle til at gøre det. Men det er mig selv der siger, at nu skal jeg have nogle 70´er skjorter til herrer osv.

IMG_1319

Efter interviewet spiste jeg en meget lækker grønsagslasagne fra Soul Kitchen. Jeg valgte at spise den inde midt i butikken, blandt alt vintagetøjet. Det var en varm følelse, at sidde der midt i alt det lækre tøj. Lidt som at gemme sig i en hule.

 

Karl William

 

Jeg har sat Karl William i stævne på Cafe Stiften i Aarhus. Jeg mødte ham foran cafeen, hvor han stod og ventede på mig. Karl holdt døren for mig, og vi gled ind i den halvtomme cafe.

Karl William har haft et travlt år. Han udgav i maj albummet Placebo, efterfølgeren til EP`en Døende. Siden har han turneret land og rige rundt med stor succes. Her til efteråret satte han kronen på værket, ved at få P3´s talentpris. Lige nu er han igang med adskillige studiesessions med førende producere. Hvem de er, kan han ikke udtale sig om endnu. Han er igang med et nyt projekt, der formentlig bliver til et nyt album. Hold øje med den unge mand.

Karl William

Kan du ikke begynde med, at snakke om, hvad der inspirerer dig?

Jeg bliver inspireret af det omkring mig. Det jeg oplever, venner, mine egne oplevelser, følelser, stemninger, osv. 

Folk skulle gerne få en stemning, når de hører min musik. Hellere det, end at de kan synge med. 

Føler du dig presset?

Jeg må indrømme, at jeg føler et lille pres. Man vil jo helst gøre det godt. Nu er mine ting blevet taget godt imod. Så vil jeg jo gerne være lige så god senere. 

Føler du dig presset til at gå over til engelsk.

Nej. Jeg vil helst synge på dansk. Det er der, jeg kan føle sproget. Der er en del, der gør det. Men det er ikke for mig. 

Jeg ville føle mig begrænset på engelsk.

Hvordan foregår skriveprocessen?

Jeg skriver mest i studiet, til beats. Så har jeg måske lidt med. Nogle noter måske. Men helst vil jeg have tekst og musik sammen. 

Hvordan bevarer du begge ben på jorden?

Jeg tror ikke, at det er min natur, ikke at have begge ben på jorden. Det er da mærkeligt, at folk synes, at man er populær. Men det betyder ikke så meget for mig. Jeg synes, at det er lækkert, at de synes min musik er god. 

Har du en manager?

Ja, jeg har en, der hjælper mig. Hun hjælper mig med at holde styr på koncerter og interviews. 

Jeg siger sjældent nej til interviews, men det sker. Den slags hører med. og det sætter jeg tid af til. 

Hvordan er det, at være kendt?

Folk der opfører sig mærkeligt, eller ændrer sig bare fordi jeg er blevet kendt, er irriterende. Det bruger jeg bare ikke så meget tid på. Jeg gider det ikke. 

Du har spillet opvarmning for MØ? Hvordan var det?

Ja, det var fedt. De spiller jo noget større koncerter, Men de har begge benene på jorden og er mega hyggelige. 

Der er vel mange ude efter dig?

I starten var der mange. Så tog min manager og jeg rundt og fandt det, som vi mener, er det bedste pladeselskab. Art people. De har Rasmus Seebach bla. 

Jeg var back stage hos ham, da han spillede i Aarhus. Det var lidt noget andet, end backstage hos mig. 

Jeg kan godt lide ham. Alt det der, med at det er pop, og derfor skidt. holder ikke. Han er fed. 

Har du så et fast studieband?

Nej, det er mere mig og en producer. Jeg kunne måske bruge dyre, kendte producere, men jeg vil meget hellere bruge mine egne folk. 

Du er flyttet til København. Der kan du vel også være mere anonym?

Helt sikkert. Men det tænker jeg ikke så meget på. Jeg har EN måde at være sammen med mennesker på. Den laver jeg ikke om. Nogle gange, når nr 20 vil have et billede. eller nogen finder på noget, bare for at snakke med mig, bliver det lidt irriterende. 

Fedt at du bliver sammenlignet med CV jørgensen.

Ja. det er der mange, især ældre der siger. Men jeg har aldrig rigtig hørt det. Jeg ved dog, at det er et kompliment. 

Hvor meget vil du selv bestemme, hvad din musik angår?

Hellere være fattig og selv bestemme musik og videoer end at SKULLE udgive hvert andet år. Men der hvor det bliver svært, er jo, når man f.eks skal lave en video, der koster kassen. Der kommer selskabet jo ind med deres penge. 

Her får i Karl William, som fortolker et Sanne Salomonsennummer. Jeg synes, at Karl Williams måde at synge den på tilfører nummeret noget nyt. Jeg lægger mere mærke til ordene i sangen.

 

 

En snak med Bodil Jørgensen

Jeg sidder på Svalegangen i deres lounge afdeling, hvor der er nogle grønne stole og ved siden af mig sidder Bodil Jørgensen, og hvis jeg skal være helt ærlig så har jeg lidt sommerfugle i maven. Men efter det første spørgsmål så tænkte jeg ikke mere over at det var Bodil Jørgensen jeg sad ved siden af – og det skyldes hendes utrolige nærvær.

IMG_1270

Jeg har valgt at stille hende 10 spørgsmål.

Hvilket spørgsmål undrer du dig over at du aldrig er blevet stillet?

Hun siger at hun synes at hun er blevet spurgt om mange ting og at det er et godt spørgsmål. Efter en længere pause, tænker hun højt, “hvad ville jeg have spurgt en skuespiller om.” Hun fortsætter med at tænke højt: “Det der interesserer mig rigtig meget ved det vi laver er, hvor tæt på sandheden kan vi komme? Hvad vil det sige at være og hvad vil det sige at spille? Det interesserer mig fordi det interesserer mig i virkeligheden og derfor så interesserer det mig også på scenen. Det er jo sådan lidt eksistentielt. Altså hvis man siger; vi er allesammen aktører på en stor scene… Det interesserer mig – hvordan har vi med det at gøre.”

Begyndte din interesse for de skæve figurer, som du har portrætteret mange af, i Aarhus Krykkeensemble?
Hun fortæller om hvordan hendes interesse for de skæve figurer startede med at hun slæbte udstyr i Aarhus Krykkeensemble, da hun arbejdede som handicaphjælper for en der var med. Men så med tiden begyndte hun at spille med i forestillingen Cirkus Fantaspastisk. “Kom op, kom op mærk og se hvordan de ser ud de her”… Jeg gik rundt og var en spasser i starten af forestillingen og tiggede med sådan en raslebøsse – og folk de proppede jo penge i. Men pludselig så var jeg ikke spasser mere. Wupti! Og så ville folk have pengene tilbage! …Som om man kunne betale sig fra det.

Bodil sammenligner mødet med Århus Krykkeensemble med en rejse hun var på som ung, til Polen og Rusland før murens fald. Hun fortæller, at folk derovre måtte kæmpe, for at få fat i en rulle lokumspapir. Det var skørt, ligesom det var at møde folkene i Århus Krykkeensemble. Det var en anden verden.

Om hvad freakshowet i Cirkus Fantaspastisk gav hende, siger hun:
“Der åbner sig en verden af skævhed – en eller anden form for skævhed. Vi vil jo så gerne have verden er lige, eller jeg ved ikke, det vil folk… mange går rundt som om verden var lige – de tænker som om den var lige men det er den simpelthen ikke – og der fik jeg oplevelsen af… også hvor anarkistisk verden er – og vild… Og det er klart at det tog jeg til mig.”

Hvordan arbejder du dig ind i dine “skæve” roller? Er der en bestemt teknik, du kan bruge på alle disse roller, eller skal de bygges fra bunden hver gang?
jeg har ikke nogen teknik. jeg er meget dårlig teknisk – både med alt mulig teknik og også med teknik ift teater. Fordi det er jo mest følelser. Det er svært at være teknisk. Jeg ved godt at jeg skal vende mig den vej hvis man skal kunne høre hvad jeg siger den vej og sådan nogle tekniske ting, men jeg er ikke en teknisk skuespiller.

Og jeg vil sige at sådan noget med karakterer – hvordan de kommer til at se ud og være, det har mere med indholdet at gøre. Så tænker jeg lidt over det, og over hvad jeg gerne selv vil bibringe den rolle.
Bodil fortæller, at hun blandt andet har været rigtig glad for at lave “Rytteriet”. Og glæder sig til, at de snart skal igang med en ny omgang.

Hvilken karakter har du bedst kunne lide at spille, og hvorfor?

jeg har ikke en drømmerolle jeg MÅ spille. Jeg er meget gladere for fx. Trines mor fra Rytteriet. Nogle af de bedste ting synes jeg faktisk er fra Rytteriet. Så var der Karen i idioterne. Da jeg læste det manuskript tænkte jeg WAU det er lige mig. Jeg forstod alt hvad hun gjorde og det betyder jo

noget. Så på den måde er Karen i Idioterne en af de karakterer, jeg bedst kan lide. Så lavede jeg engang en monolog der hed “Den menneskelige stemme.” En dame der ringer til sin tidligere mand….Jeg tror jeg laver den igen.

IMG_1274

 

Befinder du dig lige godt med at spille teater, film og tv?

Hun svarer, at hun holder af begge dele. Men at det er to forskellige ting. Hun kan godt lide den høje grad af koncentration på film. Til gengæld kan man på teateret aften efter aften, lege med og udvikle sin karakter. Det hun holder af, ved begge dele, er at man skal være til stede.
Man skal koncentrere sig og være fuldkommen til stede. Jeg kan godt lide at være til stede. Jeg bryder mig i virkeligheden ikke om at skulle en masse på en gang. Man kan jo sige at teater og film er jo kondenseret liv. Eller koncentreret liv.

Hvordan var det at spille din karakter i Idioterne?

Det var forholdsvis nemt for mig fordi jeg forstod det. Hende Karen som jeg spiller, er jo hende som forstår det allerbedst – de andre giver op på halvvejen. Og hun er faktisk i stand til at tage hjem og spasse derhjemme. Hun har også stadig uskylden til det. Jeg synes den lukker op for nye højder og dybder for hver gang man ser den.

Hvordan var det, at spille en nulevende person i Hvidstengruppen?

Det har jeg aldrig prøvet.. At spille et menneske, blodet har flydt igennem, og som har gået på jorden. Jeg tænkte, hvordan gør jeg nu det, så jeg ikke gør for meget og heller ikke for lidt. Og så er der den der ydmyghed og respekt, der jo skal være omkring et menneske. Jeg snakkede med Gulle som er hendes barnebarn. Og de havde nogle breve jeg måtte læse, som Gudrun havde skrevet, da hendes døtre kom i koncentrationslejre. Og de breve udstrålede så meget kærlighed og humor! Så tog jeg de fine kjoler på, og så fik jeg denne her ring som Gudrun havde haft.
Hun rakte hånden frem, og viste mig ringen.
Jeg fik den og så sagde jeg,“nu ved I hvor den er og jeg passer godt på den, så pigerne i familien kan få den en dag.”

Gulle som er barnebarn og er 70 år idag besøger jeg. Da vi havde set gallapremieren i Randers, kom hun over og sagde, “uh jeg skal lige holde om dig fordi du ligner fuldstændig min bedstemor som hun stod der ved gryderne.” Så der kunne jeg ikke få bedre ros.

Kunne du forestille dig, at arbejde med at lave noget satirisk teater omkring det at være handicappet. Lidt som dengang i Århus Krykkeensemble? Jeg tror, at det er via satire, at man kan åbne folks øjne for handicappedes problemer idag.
Det er lidt det samme jeg har lavet med “Det slører stadig” med de arabiske piger.

Jeg talt med Gawain Vincentz. En spastiker fra Skanderborg. Han skriver på absurde oplevelser han har haft som spastiker. Der er nogle ting som virkelig ville egne sig (Til satirisk teater. red.).

Hvordan får i det til at hænge sammen, som familie, når både din mand og du arbejder indenfor samme branche?
Min mand er jo filmfotograf (bl.a. pusherfilmene), men han er blevet slidt op i sin ryg (håndholdt kamera) så han kan ikke mere. Han er blevet lærer på film og medievidenskab på Den Danske Filmskole. På fotolinjen. Han har fået et dejligt 9-16 job. Så det er heldigvis gået op i en højere enhed. Og det havde også noget med ulykken at gøre, at han droppede noget af alt det der. Han var meget i udlandet. Det er jo også en koldbøtte for ham. Han er rigtig glad for at undervise unge folk og kommer jo lige ude fra slagmarken. Han bliver en god lærer.

Som kendis, hvordan finder du så balancen mellem, hvornår du står frem i medierne, og hvornår du ikke gør?

Det er en balance. Heldigvis glemmer jeg at folk genkender mig hele tiden. Indtil den næste kommer og siger. hey var du ikke med i… Og samtidig har jeg også nogle fantastiske oplevelser med det. Vi har boet på Nørrebro i snart 20 år. Når jeg tager linie 5 ind til byen så stiger der nogle små drenge på. De siger “Orh, det er ordentlig sygt, er du ikke hende der, der siger det der på Sønderjysk? Er du ikke hende?” Og jeg siger “jo..” “Prøv lige at sig det der på Sønderjysk” Og så siger jeg et eller andet på Sønderjysk til dem. “Orh det lyder ordentligt sygt, når du siger det der.” Siger de. Og så står vi af sammen og går sammen. På den måde får jeg nogle store oplevelser. Men det der med at stå frem i medierne kan være strengt. Især Fordi jeg føler, at jeg gentager mig selv. Altså, jeg er jo ikke sådan en, der ændrer mening for hver uge. Når folk spørger “hvordan er det at bliver mor i en sen alder” så føler jeg .. ej skal vi virkelig snakke om det igen?! Folk de er mærkelige – man tænker – er de demente? De har lige spurgt om det samme i sidste uge! Så man må finde en balance. Og samtidig er jeg ufattelig dårlig til at sige nej. Jeg har ikke en agent. Jeg har haft agent, men jeg kan ikke finde ud af, at der er nogen der styrer mit liv. Jeg siger også nej nogle gange… nu f.eks. vil du være med i et quiz program eller må vi komme hjem og se dit køleskab.. eller ned på et slot og slås med nogen.. det orker jeg ikke. Så jeg prøver at sortere i det. Men der var meget med ulykken. Det overraskede mig. Jeg troede bare det ville være en lille notits: “Traktorulykke på Manø”. Det blev blæst op. Men alt den kærlighed jeg oplevede, og alle de hilsner fra folk, jeg aldrig kommer til at møde. Det gjorde at jeg tog ud og talte med folk – efter jeg havde rejst mig fra kørestolen. Jeg ville svare dem – at det gik godt. Det har jeg forsøgt at svare alle. Og så tog jeg ud med mine foredrag. Om at lave satire og være troende. Det er for at udstille det ved kirken, som jeg ikke bryder mig om – at den bare er et sted, hvor man får ordnet en masse ting. For hvis du ikke er i stand til, at vende den anden kind til, så er det jo ligegyldigt. Jeg har det sådan, at jeg elsker at komme i kirke. Jeg kan godt lide det store rum. Den der præst (fra “Rytteriet”. Red.) det er jo for at sige at hvis troen ikke er der så er det jo ligemeget.

De 50 minutter vi tilbragte sammen foregik i en særlig stemning af afslappet intensitet. Sådan vil jeg huske mit møde med Bodil.
Inden hun smutter videre, for at gå på scenen bare en halv time senere, spørger jeg hende, om hun skal ned at varme op. Til det svarer hun, at tjo, det kunne da godt være, at hun skulle tage et par skalaer…

TROLDGAARDEN

På vej ud til Troldgaarden kørte jeg ad en meget smuk alle´, med træer på begge sider. Det fik mig tilbage til min egen barndom på landet. Jeg skulle ud, at interviewe Philip Dam Hansen. Han var en af landmændene i “De unge landmænd”, som kørte på DR1 her i foråret. Jeg fik stor respekt for ham i seriens sidste udsendelse, hvor han havde bedt en slagter, om at komme ud på gården for at slagte grise. Han har den holdning, at dyrene skal slagtes, der hvor de lever. De skal ikke transporteres til et slagteri, og på den måde blive udsat for stress. En sådan holdning tager jeg hatten af for. Høns1

Philip Dam Hansen

Da vi stod på gårdspladsen blev vi modtaget af Philips mor, da Philip var ude at flytte nogle kalve. Man fornemmer med det samme, at de går meget op i dyrenes velfærd. Der går høns mellem frugttræerne, katten ligger og soler sig på gårdspladsen, og deres tre hunde dasker dovent rundt. Vi gik ned til grisene. Det var lidt svært for min kørestol, at klare terrænet, så den måtte have nogle skub. Det var dog det hele værd, da 25 sortbrogede grise og 2 søer kom mig løbende i møde. Det kan man ikke andet, end blive glad i låget af.

Grise    frugttræer

Philip
Philip Dam Hansen

For bare 2 år siden, var der kornmarker helt op til haven. Troldgaarden i sin nuværende form, startede med, at Philip købte en sortbroget gris til sin mor. Velfærdsdelikatessekonceptet startede, for ham, med 2 søer, en ko og to kalve i 2012. Siden da er det gået i raketfart. Der er frugtplantage, 40 får, høns, køer og kalve; der er grønsager, café, gårdbutik og drivhus. Philip får hele tiden nye ideer. Hans mor mente nu, at han godt måtte tage en lille pause, hvad nye projekter angår. Selvom der er meget travlt, så føler man sig virkelig budt indenfor. Alle skulle unde sig selv et besøg på Troldgaarden og mærke stemningen og entusiasme. Jeg synes, at fødevareministeren Dan Jørgensen skulle lægge vejen forbi, og se hvordan man kan køre et landbrug med dyrevelfærd i højsæde.

Søndag den 1 juni er der officiel indvielse af Troldgaarden som Dyrenes Beskyttelses besøgs – og demonstrationsgård. 

http://www.troldgaarden.dk

Får

Thomas Corneliussen i sofahjørnet

Thomas_Corneliussen

Denne gang har jeg interviewet skuespiller og instuktør Thomas Corneliussen. Jeg har været inde, at nyde ham i stykket “Fremtiden” sat op af Flyvende Grise. Han skal også være instruktør på Jacob Nossells stykke “Human afvikling”.

Thomas Corneliussen er uddannet fra statens Teaterskole i 2001. Inden da læste han dramaturgi i 3 år. Han havde forskellige teaterprojekter kørende sideløbende med studiet, som han selv havde været med til, at stable på benene. De flyvende grise fik Thomas samlet, som hold, på andet og trejde år på teaterskolen. Det opstod pga hans frustration over, at man ikke fik hele stykker at arbejde med. Hele holdet har kunnet holde sig kørende siden. Siden har han i 2006 efteruddannet sig som instruktør, hvilket han vil satse mere på i fremtiden.!

Den 16 var sidste gang du spillede “Fremtiden.” Hvad skal du efter fremtiden? Skal stykket på tourne ́?

Jeg skal holde ferie. Jeg har arbejdet med Jacob Nossells stykke i januar og februar, som jeg er instruktør på, og straks derefter startede prøverne på “Fremtiden” som vi kørte 16-18 timer om dagen i en måned. Til sommer spiller jeg som skuespiller i byrum rundt om i forestillingen “Historien bag muren”. “Historien bag muren” er en forestilling fortalt i det offentlige rum. En tribune med plads til 120 publikummer er opstillet i en hvilken som helst by i Danmark.

Medvirkende: Jannie Faurschou, Thomas Corneliussen, Siri Vikesaa, Marie Lisbjerg Jensen, Sanjin Fischer

Instruktion: Rhea Lema

Dramaturg: Thomas Lagermand Lundme

Var det ikke svært, at programmere robotterne til stykket? 

Programmeringen af robotterne var et KÆMPE arbejde. og kostede også en del søvn.

Du har skrevet stykket bla med Paul Collier, som også får en plads i stykket. Hvordan fik du ham ombord? 

Han er ikke direkte medforfatter. Men vi har brugt ham meget. En del af forestillingen tager udgangspunkt i Paul Colliers foredrag og bøger. 

Hvordan kom dit og Jacob Nossells sammenarbejde omkring Human afvikling i stand?

vi kendte ikke hinanden. Vi havde en fælles bekendt, som introducerede os for hinanden. vi snakkede godt sammen, og Jacob spurgte mig, om jeg ville instruere stykket, hvilket jeg gerne ville. Jacobs projekt startede jo i hans status, hvor han ser sig mellem to verdner. Han føler sig normal, mens andre ser ham som anderledes. Man skal leve sit liv, som man vil det. Og som handicappet HAR man bare større udfordringer. Især talehandicappet, er svært. Det kræver altsammen bare en større indsats.Jeg vil gerne have, at han i hvert fald i forestillingen dropper at kere sig om synene udefra.  Men siden han blev kørt over, er der er sket meget med Jacob i den nærdødsoplevelse det var for ham.

Et af de steder, hvor spastikere er anderledes, er deres bevægelser. Deres anderledes bevægemønstre, har ikke-handicappedes hjerner svært ved at afkode. Ikke- handicappedes hjerner bliver simpelthen forstyrrede viser nyeste forskning. Det er et grundvilkår, som også er ikke-handicappedes vilkår. Det vil vi se på i stykket. Det er noget vi, som samfund skal kigge på.

Vi vil stille en masse spørgsmål i Jacobs stykke Vi vil inddrage publikum, og bruge dem som en slags forskning. Forestillingen bygger på personlige erfaringer fra Jacob, og forskning fra bla England og Danmark.
Vi arbejder med en fokusgruppe, der har svaret online på nogle spørgsmål. Vi vil undersøge publikums grundholdninger. Resten af publikums svar sammenlignes med fokusgruppens.

Jeg synes, at det er hårdt, hele tiden at blive konfronteret med, at jeg er dyr for samfundet. Hvad synes du om den del af debatten? 

Hvad handicappede koster, eller må koste, er en politisk beslutning, hvor man gerne skulle se på, hvilket samfund vi vil have. Der er jo ikke mange handicappede. Hvor dyrt er det reelt? Det handler om, at være menneske.

Jeg ser meget frem til, at se hvordan Thomas løser instruktøropgaven på “Human afvikling”, som skal spille på Det Kongelige Teaters gamle scene i løbet af efteråret 2014. !

Jacob Nossell i sofaen.

Jacob Nossell barsler med et teaterstykke og en dokumentarfilm om handicap og normalitet. Derfor har jeg inviteret ham i sofahjørnet. 

Jacob nossellMit andet sofahjørneinterview er med Jacob Nossell. Han medvirkede i “Det røde kapel”, der blev sendt på DR2 første gang i december 2006. Instrueret af Mads Brügger og Jonas Stahl. I 2009 blev den udsendt som dokumentarfilm og vandt i 2009 – Best Nordic Documentary – Nordic Panorama 2009. I 2010 vandt den Grand Jury Prize i World Cinema Competition v/ Sundance Film Festival 10 / USA. I 2010 fik Jacob Spastikerforeningens Spastikerpris (Den gives til en, der gør positivt opmærksom på det, at være spastiker). Udover en masse andre projekter, medvirkede han i 2013 i Oplysningskampagnen for Socialstyrelsen “Det er ikke et handicap”. Sidst i november 2013 var Jacob i et trafikuheld, med voldsom hjernerystelse til følge.

Efter at have hørt om Jacobs nye projekter, som er et teaterstykke (Human afvikling), der bliver opført på Det Kongelige Teaters gamle scene, og et dokumentarfilmsprojekt (naturens uorden), som vises på DR2 til næste år, har jeg fået lyst til at lave et sofahjørneinterview med ham. Jeg synes, at det er meget interessant, at vi ser forskelligt på det, at være handicappet. Jeg er meget spændt på hans to projekter, og håber virkelig, at begge dele bliver til noget.

Jeg ser mit handicap som et livsvilkår. Jeg ved, at jeg er begrænset, måske mere end andre, men alle har begrænsninger. så jeg tænker ikke videre over det. Hvordan ser du på det?

Teoretisk, er jeg meget enig med dig. Handicap er et vilkår. Der hvor jeg synes skoen trykker, er at vi er født i en negativ kontekst. Ligemeget hvordan jeg selv har det, og ligemeget hvor jeg er, så må jeg forholde mig til, at jeg ofte ses som en byrde, eller et problem for omgivelserne. Jeg møder bare modstand i verden pga. mit talehandicap og andet.

Noget, jeg har fundet ud af, er at der er to grupper. Der er de handicappede, der hader deres liv, og er kede af det konstant. Og så er der dem, der selvom de ikke har arme eller ben, ikke mener, at de er handicappede. De siger  nærmest, at det er de andre, der er handicappede. Jeg vil gerne være i midten. Ikke ude i de to yderpunkter. Min mission, lige siden min ungdom, har altid været, at beskrive handicappede som mennesker med både godt og ondt, nedtur og optur. Kort sagt som et komplet/kompliceret menneske.

 

Du har lige været inde og ligge under  en bus. Du blev kørt ned af en bybus. Hvad har det gjort ved dit projekt, udover at det er blevet udsat? Jacob-hjelm

Jeg tror at det er godt for projektet. Jeg har altid haft brug for at præstere og vise andre, at jeg er god nok. Så jeg bruger tiden på, at reflekterer over, at jeg er god nok, uanset hvad. Det er ikke teaterstykket, der gør mig til den person, som jeg er. Jeg er ved at finde ud af, at jeg er god nok, også når jeg bare sidder her i sofaen. Jeg har oplevet gang på gang, at folk siger til mig, “det kan du ikke” men jeg har altid gerne villet modbevise det. Jeg klarer alt muligt. Klarer hvad de siger, jeg ikke kan. For at komme frem til følelsen af at være god nok. Jeg har gjort meget i trods, og det er ikke nok. Jeg er kommet i den alder, hvor jeg kan mærke, at jeg har en kerne. Det handler om nogle grundlæggende værdier, og hvilken baggage man får med fra sin opdragelse.

Det var noget andet, at være handicappet i 80´erne?

Vi lever jo i et kapitalistisk system. Og der er vi jo ikke de mest produktive.  Systemet ser os som en byrde. Ligemeget hvad jeg så tænker om mig selv, så tænker systemet og verden jo sit.

Dit projekt er både et teaterstykke og en dokumentarfilm, hvordan kan det være? 

Jeg læser til journalist og vil gerne lave dokumentarfilm. Jeg ved, at når man spiller teater, så rammer man et specfikt publikum – typisk meget intenst. Men når man laver en dokumentar, kan man ramme et bredere publikum. Du må spørge min instruktør, Thomas Corneliussen, om hvorfor han synes at det er spændende at lave et teater med mig.

Kan du fortælle noget om teaterstykket? 

Grundpræmissen er, at jeg godt kan forstå, at forældre vælger børn fra med handicaps. Jeg tror, at alle forældre vil vælge det bedste vilkår for deres børn. Hvordan kan man, på den ene side forstå, at folk vælger deres handicappede børn fra, og på den anden side, hvordan kan jeg så stå ved mig selv, når jeg ved det. Og jeg ved, at der er mere modstand i verden for en som mig.

Er det et stykke, hvor det kun er dig på scenen?

Nu vil jeg ikke fortælle for meget. Men grundlæggende er det mig, der står på scenen. Men bl.a. skuespilleren Pilou Asbæk og tv-værten Peter Kjær står klar.

Det kræver vel meget af dig?

Joo, jeg spiller jo rollen som mig. Det bliver meget udfordrende.

Skal du have skuespillertræning?

Jeg tror og håber på, at jeg bliver klar til, at jeg kan klare det inden længe. Med god hjælp fra min instruktør og de folk, der er omkring projektet.

Efter kaffe, kage og interview stillede Jacob op til fotografering i hans camouflagefatboy i hjelm. Det var hyggeligt på Frederiksbjerg i Jacobs selskab. Det er mit håb, at Jacobs to projekter vil være med til at ændre folks syn, på det at være anderledes. Følg med i projektet på http://nossell.dk .

Næste gang jeg har et interview i Sofahjørnet, bliver det med instruktøren af Jacob Nossells forestilling Human afvikling. Thomas Corneliussen.

 

Esben Kullberg i sofaen

 

foto

Bud på hvordan vi undgår at handicappede og udsatte bliver en social bombe i fremtiden. 

 

Jeg har valgt, at invitere Esben L Kullberg, som den første i min nye serie “Sofahjørnet” her på bloggen. Han er nytiltrådt sekretariatsleder for Ligeværd og nyvalgt byrådsmedlem i Aarhus for Socialdemokratiet. Jeg kender Esben fordi han har været min handicaphjælper først i 80´erne. Han har en anderledes baggrund, end de fleste, der sidder i lignende stillinger. Han er uddannet teolog, og kommer fra en stilling, som leder af Aarhus Kunstakademi. Jeg ville høre hans synspunkter omkring handicappolitikken og de udsatte. For vi handicappede og de udsatte er jo en lille marginaliseret gruppe. Jeg er også enig med ham i, at hvis man på nogen mulig måde kan, skal vi bidrage til samfundet på en eller anden måde. Vi ønsker ikke, bare at være en udgift og en byrde for samfundet. Jeg synes, at det er interessant, hvad han siger om vores organisationers rolle. Vi skal være skarpere i debatten. Hvilket jeg også synes, Spastikerforeningen er. Vi havde aftalt, at mødes på hans nye kontor i Foreningsfællesskabet Ligeværd. Jeg blev taget godt imod, og vi styrede small talkende til et ledigt kontor, hvor jeg begyndte interviewet.

Hvordan kan man få tonen omkring handicapdebatten gjort mere “menneskelig”?

I 80´erne og 90´erne var der et andet fokus på udsatte og handicappede, end idag. Fra de tidlige 2000´er og frem, bliver der talt anderledes om udsatte/handicappede. Alt er kommet til at handle om penge. Og når alt handler om penge, kommer vi til at glemme de menneskelige aspekter. Vi overser personlige konsekvenser. Vi overser værdighed.Når vi overser disse konsekvenser, får det også konsekvenser på samfundsplan. At vi skubber folk ud på kanten af samfundet, gør at samfundet bliver mere nervøst og vakkelvornt. Sådan skaber vi et usikkert samfund.Når folk bliver skubbet ud på kanten eller udover, er de nødt til at finde andre fællesskaber end de etablerede. Og de fællesskaber/subkulturer er ikke nødvendigvis gode for samfundet. Et samfund som vores er stabilt fordi der er lille forskel på top og bund. Sikkerhedsnettet gør, at folk ikke er inde med livet som indsats. Ligeværdet gør det nemmere at være til for alle. Andre samfund er meget mere hierarkiske. Der er meget mere at tabe i angsten for den sociale afgrund og meningsløshed. Vi har brug for et retfærdighedssystem, der understøtter det enkelte menneske. En anderledes menneskelighed og værdighed, end hvis vi giver helt los, og slipper folk uden at hjælpe dem. Menneskeliv kan ikke gøres op i penge, grundlæggende. Det må vi holde fast i. Det handler om menneskeliv!Samfundets opbygning er et valg. Vi kunne vælge, at gøre ting anderledes. Det er et politisk valg, hvordan verden skal se ud. for at imødegå forringelser for udsatte, skal Ligeværd, Spastikerforeningen og andre være skarpere. Tonen skal skærpes overfor uretfærdighed.

Arbejdsmarkede.

Hvordan skal vi strukturere arbejdsmarkedet, så det passer til alle?

Vi skal skabe et helt nyt arbejdsmarked, hvor 4 timer er fint, hvis det er det, man kan. jeg er ikke uenig i “kan man, så skal man.” Men vi skal dog huske, at der altid vil være nogle, som ikke kan arbejde. Vi har også med mennesker at gøre, der har komplekse problemer. Den politiske udfordring, er at finde de jobs der er. Vi vil se på socialøkonomiske arbejdspladser og virksomhedskoncepter ang. jobs til handicappede. Modellen omkring det socialøkonomiske kan blive en eksportvare.

Det gælder om, at få det “normale” system og mennesker med særlige behov til at finde sammen. Udfordringer er forskellige, og derfor skal der være forskellige indgange til det “normale” system. Der er masser udsatte/handicappede kan bidrage med. Det gælder om at finde den enkeltes kompetencer og få gavn af dem. F.eks kunne man begynde, i højere grad at opgavestyre. Altså sådan så en udsat/handicappet kunne udføre en specifik opgave ad gangen.

Hvordan ser du på erhvervsskolerne og STU? 

Erhvervsskolerne vil have bedre elever, for at højne niveauet. At løfte krav, er ikke af det gode, hvad udsatte/handicappede angår. Det gør det, om ikke andet, sværere for mange, at komme videre. Her kommer STU ind i billedet.  Hele forløbet der, vil klæde de unge på, til at klare mere og mere, hvor de måske kan ende i den alm. skole bagefter. Uddannelsen bør være individuel, men i mange kommuner udbyder man ofte blot et fast og til tider skrabet uddannelsestilbud.

Kontanthjælpsreformen.

Hvad synes du om den nye kontanthjælpsreform? 

Her i huset diskuterer vi meget den nye kontanthjælpslov.Nogle kommuner vurderer at 70% af deres kontanthjælpsmodtagere er uddannelsesparate. Og når de er uddannelsesparate, så er de billigere, da de så kun har krav på SU. Reelt er det langt fra 70%, der er uddannelsesparate. Kommunerne er under pres. Derfor finder mange kommuner alle de penge de kan spare. De udsatte/handicappede har svært ved at sige fra. Derfor er det også her de sparer. Også fordi de nemt kan gøres udelukkende til udgifter. Den nye reform kan være en social bombe. Vi må holde meget øje med statestikken for folk der bor på gaden. En del af disse mennesker kan vi risikere at tabe Helt.

For mange udsatte/handicappede er kampen desværre blevet en ren overlevelseskamp. Man er ofte derude, hvor man ganske enkelt ikke kan overskue hvorledes man kan få hverdagen til at hænge sammen, endsige bidrage til samfundet.